Når et barn kan gå, kan det også gå til gymnastik! Vores Familiesjov-hold er en enestående mulighed for at give dit barn et forspring på sin basale motorik – samtidig får du og dit barn mulighed for at en time spendere kvalitetstid sammen. Vi bygger baner ud af hallens redskaber, og gennem sjove og læringsrige aktiviteter og lege indøver vi barnets allerførste gymnastiske færdigheder.
Ud over vores Familiesjov-hold tilbyder vi også, traditionen tro, Hurlumhej, hvor du og dit barn kan få adgang til vores skønne faciliteter i en time under opsyn af en træner. Her er der ikke fastlagt undervisning, men derimod mulighed for at tonse rundt, springe og lege. I år tilbyder vi Hurlumhej torsdag formiddag og lørdag morgen.
OBS! Når du tilmelder dig et forældre-barn-hold, er det barnet, du skal tilmelde – og ikke forælderen. Det er dog et krav på alle forældre-barn-hold, at der til træningen medfølger en voksen, der kan assistere og følge barnet rundt.